tirsdag den 19. februar 2013

Luksus havregrynskugler

Sådan en dag som idag hvor vejret er gråt, og de første tegn på forår praktisk talt er ikke eksisterende, er et par gode veninder og en kop te lige hvad man har brug for. 
Til enhver hyggestund, mener jeg, at der tilhører en lille snack. 
Vi lavede derfor nogle økologiske luksus havregrynskugler, af alt det vi godt kan lide. De er super lækre, og er uden dårlig samvittighed. Husk dog på at nødder indeholder en masse fedt, så de skal ikke alle sammen ned på samme tid (selvom man godt kunne få lyst til det). 
De holder sig godt i køleskabet, som en lille snack, når sukkertrangen melder sig. 
De er gode at lave som et fællesprojekt, og man kan sagtens freestyle lidt med opskriften hvis der er noget du er helt, eller ikke så pjattet med.


Til ca. 45 kugler skal du bruge:
- 200 g. figner
- ca. 8 dadler
- 100 g. mandler
- 100 g. hasselnødder
- 50 g. hørfrø
- 50 g. havregryn (man kan sagtens rugmel, eller hvad man nu lige har i huset)
- 50 g. kokosmel
- 1 spsk ren kakao
- saften fra 1 citron

- 100 g. 80% chokolade
- 100 g. kokosmel til at rulle i

Hvis du har en foodprocesser er det klart det nemmeste at bruge, men en stavblender kan også fint bruges. 
Hvis du bruger en stavblender, blender du først mandler og hasselnødder til mel. Derefter blender du også hørfrøende og havregrynene. Det behøver dog ikke være helt så fint. Du hælder nu dit "mel" over i en anden skål, hvor du tilsætter kokosmel og kakao.
Du udstener dine dadler, og skærer toppen af fignerne. Herefter blender du dem sammen med citronsaften. 
Til sidst skal det hele samles til en masse, som du kan lave kugler ud af.
Hvis du laver det i en foodprocesser, starter du bare med at køre nødder og hørfrø igennem, også skal resten bare tilsættes. Så skal den nok gøre arbejdet for dig ;)
Chokoladen skal nu smeltes, og kokosmelet hældes ud i en dyb tallerken. 
Form kuglerne til en passende størrelse og dyb dem til sidst i chokolade og kokosmel. 

Så er den mandag vidst også reddet.   


Ingen kommentarer:

Send en kommentar